Ungdommens serier i nutidens lys

Udgivet af Marie Bisgaard

Forleden hyggede jeg mig med at se små sammenklip af sjove øjeblikke fra serien House på YouTube. Ved en af videoerne faldt jeg over følgende kommentar i kommentarsektionen:

#Metoo-kommentar

Det, brugeren refererer til, er blandt andre en scene, hvor Cuddy siger: “I can’t always be here to protect you. Patients talk. Doctors talk.”, og Houses comeback er: “About how big your ass has gotten lately? Not me, I defend it. You got back. 

Ikke just en særlig passende kommentar på arbejdspladsen.

Well, nu er en del af præmissen for serien jo netop, at House er en ukonventionel og upassende personlighed, så på en måde kan man vel sige, at han nu blot virker endnu mere utiltalende.

Men det fik mig til at tænke over netop den til tider mærkelige fornemmelse, man kan få, når man genser nogle af de populære serier fra ’90’erne og 00’erne.

I særligt høj grad Friends.

Her i blogindlægget vil jeg dykke lidt dybere i problematikken – og til sidst komme med min holdning til, hvad vi skal mene om det hele.

Venner – en serie fyldt med problematiske jokes

Nå, hvad er det egentligt, der er galt? Her er nogle af kritikpunkterne.

Fatphobia/fatshaming

En af the running jokes er Fat Monica.

Det, at den tykke version har et andet navn, afslører allerede lidt, at hun er i en anden kategori end den “normale.”
Joeys kommentar efter synet af Monica som teenager, “some girl ate Monica,” hjælper heller ikke på det – hun bliver jo næsten til et menneskeædende monster.

Det negative syn på overvægt er mest tydelig i afsnittet The One With All The Thanksgivings. Her er den unge Chandler træt af at skulle bruge Thankgivings sammen med Ross’ tykke søster.

Året efter, hvor Monica nu er tynd, syntes han, at hun pludselig er super attraktiv – noget, Chandler slet ikke lægger skjul på, men kommenterer med det samme – “That dress – that body!”

Mærkeligt, at Monicas forældre ikke sætter ham på plads.

Til Friends’ forsvar kan man sige, at Fat Monica får en form for oprejsning i episoden The One That Could Have Been. I what if-scenariet, som episoden viser, ender Fat Monica i et lykkeligt forhold med Chandler præcis ligesom den tynde version.

Homofobi og transfobi

Her har vi et andet sted, hvor Friends excellerer.
Et tema igennem hele serien er Chandler og homosexualitet. Der bliver løbende joket med Chandlers feminitet/homo-“quality”, hans problematiske forhold til sin drag queen-far og dets lige.

Ross’ forhold til sin ekskone Carol bringer også en del akavede momenter med sig. For eksempel da Ben pludselig dukker op med en Barbie-dukke som sit yndlingslegetøj, eller når Ross frygter, at Carol vil “omvende” Emily til at være lesbisk.

Øh nej, det er vist ikke sådan, homoseksualitet fungerer!

Sexisme

Kønstereotyperne lever også i bedste velgående i Venner. Vi har blandt andet:

Huslige Monica som den gode kok og rengøringsfreak. Joey som evige hjerteknuser, der vil have “girls on bread”. Ross’ problem med den mandlige babysitter.

En klassiker er vel også afsnittet, hvor Joey pludselig bliver interesseret i boligindretning og arrangerer blomster. Det går helt galt, da han udtaler sætningen “It’s not what you said, it’s just the way you said it.” Skrækslagen udbryder han: “Oh my god! I’m a woman!”. Fordi det kun er kvinder, der kan have følelser og blive fornærmede?

Herudover er det selvfølgelig helt accepteret i gruppen, at Chandler gang på gang behandler Janice som skidt. Kunne hans venner ikke lige få ham på bedre tanker?

De uhensigtsmæssige vinkler lever videre

Oh well, Venner har efterhånden en del år på bagen, og vi er vel blevet klogere siden da?

Muligvis.

Men selv i nutiden finder vi mindre heldige fortællinger.

>>Læs indlægget “Hvorfor jeg hader og elsker DR2 Detektor<<

En af de nyere, store seriesucceser er SKAM. Som noget nyt får vi her en homoseksuel hovedperson – en hel sæson dedikeret til at udforske Isaks rejse hen imod at springe ud og følelserne og tankerne i den proces.

Jeg vil dog tillade mig at sætte spørgsmåltegn ved valget af budskabet i sæson II, hvor vi følger Noora.

Af alle elementerne i serien er temaet i den sæson den mest kliché.

Det er den selvstændige, smukke pige, der falder for the bad boy og må kæmpe mod sine følelser, før hun til sidst overgiver sig til ham.

Her er det Noora, der til sidst accepterer Williams bevæggrunde for at behandle Vilde dårligt og bruge hende som et middel til at få fat i Noora.

Det kan godt være, William også lytter til Nooras perspektiv på sagerne. Men Vilde modtager aldrig nogen undskyldning, men må i stedet se på, mens en af hendes bedste veninder scorer fyren, hun var interesseret i.

Jeg synes, det er ærgerligt, at serien ikke bød på mere læring og udvikling af William som person.

Kan vi stadig tillade os at grine og nyde fortællingerne?

Betyder det i sidste ende, at vi skal slukke fjernsynet og aldrig kan tillade os at læne os tilbage til en nostalgisk omgang Venner?

Det er jo selvfølgelig op til den enkelte at vurdere.

Mine følelser er blandede.

Som nævnt er alt ikke sort/hvidt. Jeg ville hade, hvis vi aldrig nogensinde kunne gøre grin med noget af frygt for at støde nogen. Eller aldrig acceptere, hvis der bliver holdt lidt sjov med en stereotyp engang imellem.
Det er trist, hvis alt skal gå op i røg på grund af en krænkelseskultur og selvhøjtidelighed.

Men jeg griner ikke ligeså højt af jokesene i Venner mere (hvis jeg da overhovedet gjorde det på noget tidspunkt).
Og jeg synes, det er vigtigt, at vi er opmærksomme på, når noget er på grænsen af det skadelige.

Heldigvis kan internettet ofte hjælpe med at holde os i ørerne.

Et fænomen som #WokeCharlotte er et perfekt eksempel. Sjove memes, der kan sætte ting i perspektiv er geniale!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.