Hvorfor jeg hader og elsker DR2 Detektor

Udgivet af Marie Bisgaard

“Alle har ret til deres egen holdning, men ikke til deres egne fakta.”

Sådan lyder det i slutning af hver udsendelse af DR2’s Detektor. Et program jeg trofast ynder at følge med i.

I sidste uge  blev jeg dog mindet om, hvor problematisk programmets tilgang til fakta egentlig også er.

Programmets koncept består i at undersøge politikere og meningsdanneres faktafejltrin, hvorefter den pågældende person får lov til at revurdere sandheden af sin påstand ved at sætte en prik på det såkaldte Sandhedsbarometer.

Som regel benægtes faktafejlen, og vi er som seere efterladt med et indtryk af, at det endnu engang er bevist, hvor ihærdigt politikere prøver at manipulere os intetanende, almindelige borgere.

Men er fakta virkelig så sort-hvid, som Detektor får den til at fremstå? Det stiller jeg mig tvivlende overfor.

Vinkling og udgangspunktet betyder alt

Tilbage i ’13 lavede jeg i forbindelse med en eksamensopgave en analyse af flere af Detektors konfrontationsscener.

Det, jeg fandt frem til, var, at politikernes udtalelser ofte rent faktisk baserede sig på fakta – blot en anden type end den, Detektor fremhævede som gældende.

Et eksempel er Liselott Blixt fra DF, der påstår, at der er flere og flere unge, der bruger stoffer.

Her henviser Detektor til to rapporter fra Sundhedsstyrelsen, der viser et fald i stofmisbrugere fra 2008 til 2010 på 4 procentpoint.

Blixt forsvarer sit standpunkt med, at hun er i tæt kontakt med psykiatrien og misbrugskonsulenter og derfor kender til den nuværende situation på området.

Hvad skal vi tro på? En uopdateret, men dybdegående rapport eller friske førstehåndskilder?

Vinklingen i programmet lægger tydeligt op til, at det er de kvantitative fakta, der skildrer virkeligheden.
På den måde vælger Detektor implicit, hvilke oplysninger seeren skal opfatte som sande.

Et andet eksempel er Frank Aaen fra EL. I en debat om jobskabelse påpeger han, at en dagpengemodtager koster staten cirka det samme som en offentligt ansat sosu-assistent.
Objektiv fakta i Detektor?Han argumenterer derfor for, at der bør oprettes stillinger til ledige inden for velfærden, så staten slipper for at udbetale diverse sociale ydelser, men i stedet kan indhente skat fra de nye ansatte.

I faktatjekket fremlægger Detektor beregninger fra Finansministeriet. De problematiserer idéen med at ansatte ledige i det offentlige, fordi der på længere sigt vil mangle hænder i det private, og det derfor vil være mere gavnligt at skabe jobs der.

Aaen forsvarer sit standpunkt på flere måder. For det første mener han ikke, at det at skabe offentlige jobs nu har indflydelse på, om der kommer til at mangle arbejdskraft i det private i fremtiden.
Derudover argumenterer han for, at en sosu-assistent alligevel ikke ville mangle i den private sektor, da velfærdsområdet (hvor sosu-assistenter jo oftest arbejder) bliver varetaget af det offentlige.

Spørgsmålet er igen hvilke beregninger/argumenter, vi som seere skal stole på?

Svaret på denne problemstilling ligger nok slet ikke i tal, men mere i den enkles ideologiske holdninger om, hvordan vores samfund skal opbygges.
Igen betyder programmets opbygning dog, at Detektors faktafortolkning fremstår som den mest sandfærdige.

Hvem bestemmer normerne i den politiske debat?

De to eksempler viser for mig tydeligt ulempen ved Detektors faktafikserede fokus: Deres faktatjek skaber ikke kun en forudsætning om, at der findes enkle (og helst talbaserede) svar på alle samfundsproblematikker. Værre endnu, programmets opbygning lægger tydeligt op til, hvordan det fremlagte fakta skal fortolkes.

Rigtigt grelt var det i udsendelsen forleden.

Der blev stillet skarpt på SF’s forslag om at modtage flere flygtningefamilier frem for unge mænd. Detektor undersøger, hvorvidt denne model overhovedet er muligt, og finder frem til, at der kun er et lille spillerum for at lave sådan en sortering.

En helt forståelig og relevant undersøgelse.

Problemet opstår i slutningen af programmet. Værten læser tro Olsen Dyhrs modsvar op:

“… vi bør kunne tage en offentlig debat uden at have et færdigt forslag i skuffen. Hvis ikke vi som politikere engang imellem kan lufte en idé uden at have et færdigt forslag parat, så bliver det meget svært at udvikle ny politik.”

Olsen Dyhrs kommentar får dog ikke lov til at stå alene, fri for seeren til selv at tolke. Den afsluttende bemærkning fra værten lyder: “Det er vist, hvad man kalder en gratis politisk omgang.”

Okay så.

Husk allesammen, Detektor sætter normerne for, hvordan du skal debattere – overholdes de ikke, er alt, du siger, en gratis omgang. Så meget for objektiv journalistik.

Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget

Der er sjældent noget, der er udelukkende ondt. Det samme gør sig gældende for Detektor.

Når Detektor udlægger fakta fra deres egen synsvinkel, bidrager de med en nuancering af den offentlige debat, hvilket aldrig er skadeligt.
Hvis vi som almindelige borgere skal kunne forme vores egne holdninger, er det en fordel at Marie spørger: Kan Detektors fakta debatteres?have mellemregninger og forskellige perspektiver til rådighed.

Det skaber mindre asymmetri mellem beslutningstagere og vælgere, når vi har et reelt grundlag for at vurdere påstande ud fra andet end vores tiltro til den enkelte politiker.

Opfordringen herfra er altså ikke at afskaffe konceptet bag Detektor. Redaktionen bag programmet bør dog revurdere sin til tider sort-hvide vinkling af fakta. Og så må vi som seere huske vores mediekritiske briller, når skærmen tændes.

Klik her, hvis du er interesseret i at læse mine akademiske mellemregninger i kritikken af Detektor.

Kategorier: Retorik

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.