Uhyggelige podcasts at lytte til i efterårsmørket

Udgivet af Marie Bisgaard den

Mørke, kulde og Halloween-stemning.

Hvornår er der et bedre tidspunkt til at sætte sig med et tæppe, en frisklavet kop te og lytte til skræmmende fortællinger?

Jeg har på det seneste fyldt min playliste op med en omgang uhyggelige podcasts, der på hver sin måde kan få dig til at gyse.

Så er du til true crime og udforskning af menneskets mørkere sider, får du her 3 korte anbefalinger fra mig.

P1 Dokumentar – Det perfekte offer

Uhyggelige-podcasts-det-perfekte-offer

Jeg har tidligere nævnt Baglandet her på bloggen, og man må bare sige, at P1 kan noget, når det kommer til skildringer af vores samfunds problematiske sider.

I denne dokumentar (der endda har fået en sæson 2) graver journalisten Emil Eusebius Olhoff-Jakobsen ned i uhyrlige – men desværre autentiske – sager om magtmisbrug mellem behandlere og patienter.

Første sag handler om en social og sundhedsassistent, der som nattevagt begår seksuelle overgreb på (minimum) to psykiatriske patienter.

Patienter, der på tidspunktet for overgrebene har været indlagt for sine lidelser. De har været syge og alene i hænderne på en mand, der i virkeligheden burde passe på dem.

Anden sag følger samme ubehagelige tema. Her er det en kvinde, der pludselig befinder sig i sin psykologs magt. Noget, han udnytter på en grusom måde.

Vær forberedt på blive målløs over, hvor skånselsløs mennesket kan være.

Podcasten hedder Det perfekte offer – for hvem vil tro en person, der er i sin psykes magt frem for en erfaren behandler?

Kan-man-tilgive-en-psykopat-uhyggelig

Kan man tilgive en psykopat?

Komikeren Geo er ikke lige den, man kender fra en seriøs side.

Men i sin podcast Kan man tilgive en psykopat? inviterer Geo lytteren med på en meget personlig mission. En mission om at lære sin afdøde far at kende for andet end det, han har oplevet: En psykopatisk person, der terroriserede hans liv og søvn.

Det er en interessant rejse at følge med på. Ikke blot at høre hvor meget skade, én person kan gøre på andres liv, og hvor mange ansigter det åbenbart kan være muligt at have.

Samtidigt man spørger sig selv – tænk, hvordan det må være at have haft en far, der var så ubehagelig, at det har været nødvendigt med et polititilhold!

The Murder Squad: Jensen and Holes

Uhyggelige podcasts

Da jeg så dokumentaren Jagten på The Golden State Killer på DR1, blev jeg fascineret af efterforskningsgruppens metoder, og hvordan de fik opklaret en ellers meget kold sag.

Derfor googlede jeg den ledende efterforsker, Paul Holes, for at læse mere. Her fandt jeg ud af, at han faktisk har startet en podcast sammen med journalisten Billy Jensen.

Hvis du har Mørkeland eller andre podcasts om mord på din normale playliste, er The Murder Squad helt sikkert noget for dig.

I podcasten behandler de cold cases – sager, der på samme måde som med The Golden State Killer, er uopklarede og delvist opgivet.

Krøllen på halen er dog, at de – ulig de fleste andre podcasts – ikke lader det blive ved snakken. De vil have lytterne med. Opfordringen lyder:

“You have been watching and listening to stories about violent crimes and investigations for years. Now is the time to put all of that knowledge and wits to good use to actually help solve a crime.”

Kort sagt kan man sige, at deres formål ikke blot er at “underholde” med en skræmmende true crime-historie.

De fremlægger detaljer og opfordrer lytterne til at være opmærksomme og melde mistænksomme oplevelser, så sagerne faktisk kan blive opklaret.

Selv de mindste oplysninger kan have stor betydning.

Vampyrhistorier med David Tennant

Hvis du trænger til at komme væk fra virkelighedens rædsler, så har jeg til sidst en anderledes anbefaling.

En af mine favoritsider på Facebook, For Reading Addicts, postede forleden denne artikel på sin side:

>Have a Chilling Halloween with Vampire Stories Read by David Tennant <

Vampyrhistorier

Og som titlen lover, finder du her en samling af små vampyrhistorier indtalt af skuespilleren David Tennant.

Jeg har ikke lyttet til dem alle endnu, men de er helt klart på min to-listen-to-liste.

Skal jeg være ærlig, er det dog ikke kun på grund af uhyggen og fortællingerne.

Jeg har tidligere skrevet om det der med podcasts, lydbøger og det der med de personer, der bare har virkelig lækre stemmer.

Og altså, David Tennant falder altså med ind i den kategori.



Vil du have flere podcastanbefalinger? Så har jeg samlet både spændende, underholdende og uhyggelige podcasts på min helt egen podcastliste.

Uanset hvad ønsker jeg dig et godt efterår – og god lyttelyst!

Kategorier: DigitalDiverse

0 Kommentarer

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.