Mö & Flös – en ung genbrugsbutik fyldt med kreativitet og godt selskab

Udgivet af Marie Bisgaard den

Genbrug handler ikke kun om at genanvende ting i den samme form igen og igen. Det kan også være en anledning til at tænke nyt og skabe nye relationer. Line Hede og Maria Jørgensen er frivillige i redesign- og genbrugsbutikken Mö & Flös. Her bliver kreativitet i den grad sat i højsædet – og alle er velkomne til at kigge forbi med sine ideer.

Det gamle møder det unge

Mö & Flös er en lille, hyggelig butik i Mejlgade, der trods sin unge alder på omkring et år emmer af historie. Bygningen stammer fra 1530 og er fredet. De sidste 150 år har den lagt lokaler til en farvehandel, og det ses tydeligt flere steder i butikken. I baglokalet er der eksempelvis stadig tykke malinglag fra tidernes mange maleprøver.

”Vi har stadig folk, der kommer ind og siger, ’jeg kom herinde, dengang det var en farvehandel,’” fortæller Line. Den nye butik forsøger at vedligeholde stemningen: ”Det er simpelthen skønt at være herinde, fordi der er en fed atmosfære. Det er lidt det gamle møder det unge, fordi vi redesigner gamle fine ting på en ny måde. Det er også det, der ligger i vores navn, Mö & Flös – de gamle ord for unge mennesker.”

En hyggelig måde at være frivillig på

Butikken er et samarbejde mellem Kirkens Korshær og Christianskirken. Kirkens Korshær står for leveringen af genbrugsting og materiale, mens Christianskirken er ansvarlig for de cirka 40 frivillige, der driver butikken.

”Du behøver dog ikke være tilknyttet kirken for at være frivillig”, fortæller Line og Maria, der begge har oplevet, at der er kommet nogen ind for at høre, hvordan de kan give en hånd i butikken. De frivillige står som regel i butikken cirka 6 timer i måneden fordelt på to vagter. ”Hvis man så har en at gøre det sammen med, så bliver det bare super hyggeligt. Så kan man gå rundt og fikse tingene op, man kan gå ud og lave noget krea omme bagved eller finde en ting, man selv vil have.”

Kreativitet og arrangementer hvor alle kan være med

Ud over salg i forretningen er der også frivillige, der står for de mange kreative arrangementer og workshops, der afholdes flere gange i måneden. Der er ”Tekniklogen”, en sej flok gutter, der mødes og reparerer gammelt elektronik, og en strikkeklub, der mødes mandage i lige uger for at hygge og strikke. Der afholdes også Åbent Værksted og Krea-Workshop nogle gange i måneden.

Ved Åbent Værksted kan alle, der har lyst, komme ned og bidrage til butikken – og samtidigt få afløb for sin kreativitet.

”Folk har som regel ikke et værksted derhjemme og alt muligt, når de lige får lyst til lave noget krea – det har vi. Vi har masser af ting, vi har redskaberne, og i stedet for at folk så skal gå ud og investere i en masse ting for at lave noget nyt, så kan de jo bare komme herned til os,” opfordrer Line. Nogle af de seneste redesign fra værkstedet tæller blandt andet flagranker af gamle blade og bøger, øreringe af urvisere og masser af andre sjove påfund.

Til Krea-workshoppen får du til gengæld mulighed for at tage dine kreationerne med hjem. Her er bæredygtighed også i programmet, når der blandt andet laves kollager eller julepynt ud af de materialer, butikken nu lige har på lager.

”Jeg synes simpelthen, det er sådan en god måde lige at få vendt op og ned på perspektivet. At sige, hvad er det egentlig, vi har, og hvad kan vi så lave det om til. I stedet for, hvad vil jeg gerne have, og så lave det derudfra,” siger Line.

Unikke varer til rimelige priser

Selvom nogle varer i Mö & Flös ligger i den lidt dyrere ende, forklarer Line, at der generelt lægges meget vægt på at holde priserne på et tilgængeligt niveau for studerende. Maria istemmer: ”Mange retro–butikker er virkeligt dyre og i forhold til det, synes jeg, det er ufatteligt rimeligt herinde.”

Eftersom mange af varerne er unikke redesign, skal du dog være hurtig, hvis du finder en ting, du godt kan lide.

”Hvis man ikke køber det, når det er der, så bliver det jo solgt,”siger Line, der selv må kigge forgæves efter et bord redesignet ud af gamle  ølkasser.

Du kan holde dig opdateret om Mö & Flös her.

 

Dette blogindlæg var oprindeligt et indlæg på Grønne Skridt, en blog hvor jeg og de andre bag initiativet inspirerede læserne til, hvordan vi alle kan tage små skridt i hverdagen til at leve mere bæredygtigt – både i social, økonomisk og miljømæssig forstand. Projektet – og bloggen – blev afsluttet oktober 2017.


4 Kommentarer

Cecilie Holtze · 28. august 2018 kl. 10:12

Hej Marie.
Sikke en fin artikel, jeg skriver for at høre om jeg må bruge det øverste billede på Kirkens Korshærs instagram profil?

Mvh
Cecilie Holtze Jacobsen, praktikant Kirkens Korshær

    Marie Bisgaard · 28. august 2018 kl. 10:27

    Hej Cecilie
    Dejligt at høre, at du synes om artiklen 🙂
    Så skal jeg lige først forhøre mig ved de to frivillige, jeg har interviewet. Det er dog en god del tid siden, jeg skrev artiklen (2014), og jeg ved, de to piger/kvinder ikke er hos Mö & Flös længere. Så ved ikke, hvor relevant den er?

      Cecilie Holtze · 28. august 2018 kl. 10:34

      Ja kunne godt se at det ikke var en helt ny artikel. Men billedet er bare så fint af de 2 kvinder, så det er bare billedet vi gerne vil bruge 🙂

      Mvh
      Cecilie Holtze Jacobsen

        Marie Bisgaard · 13. september 2018 kl. 11:01

        Det kan jeg godt forstå, synes også selv, det er et rigtigt dejligt billede. 🙂 Jeg tror dog desværre, jeg vil have det lidt mærkeligt med, at det ville blive postet hos jer, når det er så lang tid siden. Håber, det er okay 🙂

Skriv et svar

Profilbillede pladsholder

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.