Mit bedste tip til andre jobsøgere: network med andre ledige

Udgivet af Marie Bisgaard

Hvis du nogensinde har talt med en jobkonsulent, har du sikkert fået tudet ørerne fulde af det:

Et godt netværk er nøglen til dit næste job.

Og ja, det er det sandsynligvis også (det var eksempelvis sådan, jeg fik mit første “rigtige” job).

Mit bedste tip til andre jobsøgere handler også om at række ud til menneskene omkring dig.

Men her taler jeg ikke om de indflydelsesrige med alle de rigtige kontakter. Det handler ikke om dem, du skal bruge til at få dig ud af din arbejdsløshed.

Mit tip handler om den gruppe, der kan hjælpe dig gennem din ledighedsperiode. Rådet fra mig lyder således:

Opsøg andre ledige.

Hvorfor?

Lad mig forklare.

1. En vished om, at du ikke er the odd one out

Hvis du er ledig i længere tid, kommer du med garanti til at mærke den i en eller anden grad.

Følelsen af utilstrækkelighed. At være parkeret ude på sidelinjen.

Alle andre tager på arbejde, mens du bare sidder og browser kedelige jobannoncer og er ved at kløjes i Jobnets triste design.

“Hvad gør jeg galt?” “Er mine kompetencer og erfaringer fuldstændig ubrugbare?”

Det er spørgsmål, der stille og roligt dukker op. Tager de tanker over, bliver det svært at sælge sig selv i jobansøgningen.

Her kan et godt netværk af andre ledige hjælpe.

For det første kan de – ligesom alle andre – støtte dig i din tiltro til dig selv. Men mere relevant; du kan bruge dem til at spejle dig selv i.

Hvis du er ligesom mig, har du, især hvis du er lidt nede, lettere ved at se andres fortrin.

>> Læs “Perfektionisten på jobmarkedet – tips til selvtillidsboosts” <<

Kig godt og grundigt på de andre ledige omkring dig. Læg mærke til alt det, du beundrer ved dem.

Måske spørger du dig selv, “hvordan kan det være, dygtige personer som dem ikke har fanget jobbet endnu?”

Jo, nu skal du høre; de har bare ikke haft heldet med sig endnu. Og her kommer spejlet: Præcis det samme gælder for dig.

2. Andre ledige kender gamet – udnyt det!

Okay, en lille nuancering på sidste pointe: Selvfølgelig handler jobsøgning ikke udelukkende om held. Ellers ville den massive skare af jobkonsulenter på et eller andet tidspunkt blive arbejdsløse.

Men her kommer netværket af ledige ind i billedet igen.

Når I alle er jobsøgere, er I på mange områder ligesom alle andre faglige netværk. Dine venner og familier kan komme med nok så mange råd.

Men hvis de aldrig har været i samme situation, kender de ikke alle spilleregler, systemet eller insidertips.

>Læs “5 ting jeg lærte ved at være nyuddannet på dagpenge”<<

Tag fat i dine ledige venner og del jeres erfaringer, viden og gode fif.

  • Var der en, der kom til samtale? Lad dig inspirere af hans/hendes jobansøgning.
  • Har den nyledige i gruppen svært ved at forstå reglerne for supplerende dagpenge, praktik eller ferie? Hjælp med din erfaringer.
  • Hører I om et fedt networkingarrangement? Tag på fællesekskursion og lær nye mennesker at kende!

Flere hjerner finder på flere løsninger end én.

3. Et sted at dele dine sorger – og glæder

Det er sgu ikke fedt at være arbejdsløs, og det er nødvendigt at komme af med alle frustrationerne, hvis du ikke skal koge over.

Meeen, det er træls at blive stemplet hos ham/hende, der altid brokker sig over sin situation. Især hvis vennerne/familien ikke helt kan sætte sig ind i, hvad du føler.

Det kan andre ledige til gengæld.

Brug dit jobsøgernetværk til at lufte alle de problemer, du møder, som andre måske ikke forstår.

Det kan være noget af en lettelse at snakke med andre, der sidder med præcis de samme udfordringer.

En vigtig huskeregel er dog at finde den rette balance. Det er dejligt at kunne dele sine sorger, men at bore i frustrationen for lang tid, gør intet godt.

Giv plads til at grine af alle absurditeterne og tag en snak om noget helt andet. Husk, at der er mere i livet end arbejde og jobsøgning.

Grin af klassikeren - hvad arbejder du så med - sammen med andre jobsøgere

p.s. Kender du ingen andre ledige? Tag endelig fat i mig – det kan være, vi kan sparre med hinanden!


0 Kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.