Harry Potter og alle de samfundskritiske budskaber

Udgivet af Marie Bisgaard

Harry Potter-bøgerne er tryllebindende bøger, og J. K. Rowlings univers har en særlig plads i mit hjerte.

For nyligt genlæste jeg de fire sidste bøger. Der lagde jeg mærke til, at mange temaer i bøgerne kan tolkes som en kritik (og måske spejling) af vores samfund.

Så her kommer nogle af ting, der springer mig i øjnene.

(Spoiler Alert!)

Politikere vil gøre meget for at forblive ved magten

Det er især i Harry Potter og Fønixordenen, at emnet her kommer til udtryk. Voldemort er vendt tilbage i slutningen af den sidste bog.

Premiereminister Fudge benægter det pure. Selv når der er fangeudbrud fra Azkaban, og dementorerne ikke længere følger ordrer.

Herudover er det tydeligt historien igennem, at Fudge frygter Dumbledores position i troldmandssamfundet.

Han tror, at Dumbledore vil overtage hans post og gør alt for kontrollere det hele. Blandt andet ved at ansætte Umbridge, der stortset dikterer alle regler på Hogwarts i det år, hun arbejder professor på skolen.

Journalister går efter sensationshistorierne

Medierne får et hug i form af karakteren Rita Rivejern, der smører tykt på hver eneste historie, hun skriver. Det gælder eksempelvis hendes skildring af Hagrid som en farlig og brutal underviser og hendes fejlciteringer af Harry, der får ham til fremstå som en tragisk og ynkelig person.

Kort sagt er hun en meget god personificering af vores tids clickbait og fake news.

Når vi læser Harry Potter, kan vi let grine af Rita Rivejerns latterlige historier. Men mediernes rolle i Harry Potter kan også ses som påmindelse om, hvor vigtigt det er, at medierne forbliver en sandfærdig og objektiv informationskilde.

I Flammernes Pokal ser vi, at Rons mor behandler Hermione med stor skepsis. Hun tror på Rivejerns historie om, at Hermione er en hjerteknuser, der både smigrer sig ind på Harry og Krum – selvom hun havde et godt forhold til hende før.

Mediehistorier kan påvirke os, selv når vi burde vide bedre.

Fordomme findes alle steder

Et gennemgående tema i alle Harry Potter-bøgerne er hele fuldblods/mugglefødt-diktomien. Voldemort ønsker et samfund, hvor troldmænd og hekse hersker, mens alle, der falder i anden kategori, ses som et lavere væsen.

Et samfund, der kan sammenlignes med politikken i Tyskland under Hitler.

Dykker vi dybere, bliver det dog tydeligt, at det ikke kun er Dødsgardisterne, der ikke ser alle mennesker og væsener som ligeværdige.

Lupin siger op som professor, så snart det bliver offentliggjort, at han er en varulv. Typer som ham er ikke velset, så han står generelt uden for det magiske samfund. Folk er heller ikke begejstrede over, at en halvkæmpe som Hagrid får lov til at gå rundt på Hogwarts.

Det mest interessante i Harry Potter-serien er, at fordommene også er tilstede hos bøgernes helte.

Sirius behandler husalfen Kræ med (næsten) lige så lidt respekt, som Malfoy-familien gør med Dobby. Harry og co. tror igen og igen, at Snape er bagmanden bag alt det forfærdelige, der sker på skolen – til trods for, at de modbevises hver gang.

Det er en fortælling om, at vi skal være opmærksomme på vores egne fordomme, hvis vi skal forstå verdenen ordentligt.

Kærlighed og venskab vinder

Her har vi nok det vigtigste budskab fra Rowling.

Kærlighedens kraft er tydelig, når Harry overlever Voldemorts dræberforbandelse, fordi Lily ofrer sig. Den er også hele drivkraften i Snapes handlinger bøgerne igennem.

Det, jeg synes, der gør Harry Potter til noget helt specielt, er til gengæld venskaberne.

Modsat mange andre young adult-serier, er det ikke den store kærlighedsromance, der er omdrejningspunktet. Det er Ron og Hermione, Harry tager med på Horcrux-jagt, ikke Ginny.

Det er dejligt, at venskabet for en gangs skyld får den kredit, det fortjener.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.