3 grunde til at Pokémon GO er awesome

Udgivet af Marie Bisgaard

Meget er blevet sagt om Pokémon GO – både godt og dårligt.

Jeg har selv leget med, siden spillet kom til Danmark med stor glæde. Jeg mener, at meget af kritikken mod Pokémon GO har været uberettiget og også rimelig forudsigelig.

Så selvom den største hype omkring spillet er ved at fortage sig, kommer jeg her med 3 grunde til, hvorfor Pokémon GO er et godt påfund.

Forhåbentlig kan jeg punktere nogle kritikpunkter undervejs.

1. Nørdet motion til alle

pokemon go beedrill“Jeg drager ud på livets vej…” lyder den første linje af Pokémonseriens introsang. Og det er netop det, der kendetegner Pokémon GO-spillerne.

I stedet for at sidde stille og spille spil indenfor, får vi alle rejst os op og taget nogle ture ud i den virkelige verden. Motion er lige pludselig et must, hvis du vil være en vinder!

Min pokémon-jagt har indtil videre givet mig 35,1 kilometer ekstra i benene, end dem, jeg ville have fået ellers. What’s not to like?

Alle pokemontræneres rejser har dog ikke været lige fantastiske. Meget af kritikken af Pokémon GO har været i forbindelse med ulykker, ulovlig indtrængen og andre uhensigtsmæssige handlinger.

 Det bør selvfølgelig ikke ske.

Her vil jeg nu alligevel have lov til at forsvare spillet.

Appen opfordrer brugerne til at være opmærksom på omgivelserne. Den påminder også folk om, at de ikke må bryde ind på farlig grund. Opdager den, at du bevæger dig i højt tempo, advarer den dig sågar om faren ved at køre bil, mens du spiller.

Min holdning er derfor:

Kommer du til skade, skyldes det ikke Pokémon GO. Det er dig selv, der har ansvar for din egen sikkerhed. Det er forældre, der skal sikre, at deres børn færdes på en forsvarlig måde.

2. Pokémon GO bringer folk sammen

pokemon go - pidgeot“Åh nej, endnu en opfindelse, der får folk til at begrave sig i smartphonen”, lyder kritikken.

Og ja, det er rigtigt nok. Du kan genkende en pokemonspiller på hendes intense opmærksomhed på mobilskærmen på lang afstand.

Når det så er sagt, har jeg personligt oplevet en ny form for relation med mennesker, jeg ikke kendte før.

Det skete eksempelvis på den solskinsdag, hvor jeg tog ned til musikhuset i Aarhus (et område, hvor der findes særligt mange pokéstops). Der var samlet et væld af mennesker – teenagere, voksne og børn i alle afskygninger. Alle var i gang med at spille.

Det skabte en  form for fællesskabsfølelse á la den, man har, hvis man ser en fodbold- eller håndboldkamp på en storskærm et eller andet sted.

Vi jagtede det samme.

3. Det udforsker nye teknologiske muligheder

pokemon go eeveeDet mest interessante ved Pokémon GO er selvfølgelig teknologien bag.

Augmented Reality, det at disse små monstre lige pludselig kan blande sig i vores verden, er noget nyt for de fleste af os. Det er en udvikling, der er interessant, og sandsynligvis noget, vi kommer til at se mere af.

Lad os glæde os over, at vi har fået lov til at lege med her fra starten, hvor det er spændende, og ikke blot er noget, vi ser som normalt og selvfølgeligt.

Jeg ved ikke, hvad der bliver det næste Pokémon Go. Men håber, det bliver noget, der tærrer væsentligt mindre på min mobils batteri!


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.